Bag facaden på Christiansborg
TV-værten og tidl. redaktionschef på dagbladet Politiken, nu direktør for den politiske tænketank ”Kraka, Peter Mogensen, har på Casa Arena i Horsens og NRGI Park i Århus efter invitation af Careitec på en meget engageret og inspirerende måde informeret ca. 40 erhvervsledere fra Østjylland om hvordan det politiske Danmark vil tackle problemerne med konkurrencekraft og bundlinje i de kommende år.
Både i Horsens og i Århus var der stor spørgelyst fra de inviterede erhvervsledere efter Peter Mogensens inspirerende og dynamiske foredrag, præget af betydelig intern viden om politikerne og livet ”bag murene”. Anekdoter, baseret på dyb indsigt i det politiske liv krydrede foredraget, som affødte en række spørgsmål.
Billedet ser sådan ud - kort beskrevet: Regeringen har betydelig intern uro. Enhedslisten er på en konstant jagt efter stemmer hos S og SF. De Radikale bryder sig ikke om S og SF, og er en væsentlig årsag til, at SF er i knibe vælgermæssigt. De radikale blokerer i regeringen for gennemførelsen af SF-forslag, hvorfor de løfter, der blev givet under valgkampen, ikke indfries. SF’s landsmøde medio april bliver afgørende for, om partiet fortsætter i regeringen - eller melder sig ud. De radikales leder er begyndt at holde møder med ”blå blok” - og er i det hele taget meget nervøs for fremtiden. Statsministeren kan intet gøre - Danmarks økonomi giver ikke plads til gennemførelse af de mange lovede tiltag. Og statsministeren virker usikker, uden den pondus, der er nødvendig for at sikre en stabil national politik. Så Peter Mogensen forventer kort og godt et politisk drama på Christiansborg i den kommende tid.
Du kan læse mere om tænketanken Kraka her.

Adm. direktør Henrik Bech, Careitec, overrækker Peter Mogensen en fodbold og et halstørklæde efter det første arrangement i Horsens for indbudte erhvervsledere i Østjylland.
